I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Kalken.

Sætningerne er et hav. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Du trak mig med til de yderste bjerge. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.