Og en anden nat: Diamantafkast. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ring til mig uden grund. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Hvad tæller du til?

Der var intet som skulle glemmes.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Solens sind. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg var i din krop, og du?

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

På den del af nattens stilhed. Vi, gamle tanker om stilheden. Forsvinder ikke. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Gennem hullet i muren. Bag træerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Nordlysets sitren i din stemme. Nordlysets sitren i din stemme.

Intimiteten i skriften

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser.

Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Hvilken nat fulgte efter natten? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Du må ikke forsvinde.

Det handler om overfladen. I læberne og i huden. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Var det skovene du kom fra? Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Var jeg stille? Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Der var intet som skulle glemmes. Som nu i morges: Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. På en rude. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Nordlysets sitren i din stemme. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Var dine drømme imellem læber? Hvad tæller du til? Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.