At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Dagene. Ugerne. Vennerne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Oplæsning for intetheden. Det er bare.

Afsavn. Udsagn. Uforståelige sætninger at klæde sig i Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som nu i morges: Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Tågen i skovene i udsigten.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Og en anden dag: Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Træerne.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Hvem var det, der skrev: Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Dine diamanter lyser i min mund. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. At forvandle dette rum til et andet. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Sådan noget. Som at læse glemte aviser. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Hvilken nat fulgte efter natten? Ikke glemme floderne i ørerne.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Glashænder. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Jeg var nøgen i de dage.