Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi stod og lyttede. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Det var før du kunne forsvinde. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Vi har de samme øjne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg har skrevet et kort til dig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Ring til mig uden grund. Ikke søge ly. Det gør ikke noget.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Intimiteten, skriften.

Altid er det dette langsomme blik. Hvem var det, der skrev: En uro i kroppen.

Blæste det virkeligt? Hver morgen: Wow! I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Grå.

I læberne og i huden. Udsigten var håbløs. Var jeg stille? Mørket kaldte vi bare for mørket. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Du trak mig med til de yderste bjerge.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys.I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Kalken. Altid er det dette langsomme blik.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er bare.

Altid er det dette langsomme blik. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Ude ved fabrikkerne. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry. I et efterår ville jeg være flov. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg var i din krop, og du? Udsagn. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.