Vi har hverken gardiner eller travlt. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Og vi vågnede. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Dine sætninger. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Ord. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg sad alene i solen. Giver det mening? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Notesbog. Beskydning. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Har vi øjne? Luften og jordens sange. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Du, du.Du, du. Du, du. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Du trak de yderste bjerge. Afsavn.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Min ene pen er rød og den anden sort. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Afsavn. Udsagn. Udsagn. Taster en sætning i mørket, i lyset. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Som at læse glemte aviser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du kan være i dette landskab. Og vi vågnede.Og vi vågnede. Der var noget som åbnede sig.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Det handler om overfladen.

Bag træerne. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Sad jeg alene?

Dine diamanter lyser. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg var i din krop, og du? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. På et stort stykke hvidt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Og en anden dag:

Dine sætninger.

Der var noget som åbnede sig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Og ord. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Sætningerne er et hav.