Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Udsigten var håbfuld. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Et udadvendt rum, et favnende rum. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og vi vågnede.

Odense, Esbjerg, Roskilde. Du siger noget om solen. Det gør ikke noget. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Over murbrokkerne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Dine diamanter lyser i min mund. Og en anden dag: Det her er en leg. Stofferne.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det gør ikke noget. Træerne. Det gør ikke noget. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Sætningerne er et hav. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg sad alene i solen. Vi bliver verden. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Som at læse glemte aviser. Ikke var muligt at komme derind. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg er på den anden side af havet. Når du siger mit navn, svarer min krop. På et stort stykke hvidt papir. Kan jeg være i dette landskab?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Et brev. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Jeg var din krop.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Skyen skjulte noget for fuglene.

Altid er det dette langsomme blik. Sådan svarede du. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi, gamle tanker om stilheden.