Jeg bladrer i en tilfældig bog. Du siger noget. Blæste det virkeligt? Det handler om overfladen. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Ord. Om andre byer, andre verdener. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

De fine hår, længere. Var det markerne?

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi, de mindste detaljer. Som nu. Den tredje er ude. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Udsigten var håbløs.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Tingene tøver. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Intimiteten i skriften. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Ikke glemme floderne i ørerne.Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne. Ikke glemme floderne i ørerne.

Intimiteten i skriften. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sætningerne er et hav. Som at læse glemte aviser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg skriver dagen igang, stille. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Dagene. Ugerne. Vennerne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Og vi vågnede. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Vi sad alene i natten. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sådan noget. Stolen jeg sad på knirkede i solen.Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Sætningerne er et hav.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).