Nede ved havet.Nede ved havet. Nede ved havet. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Grå.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. For hvert lag af betydning i det strømmende sand.

Sådan trak du de yderste bjerge. Intimiteten i skriften Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Lysene lyste. Ilden. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Og vi vågnede. Intimiteten i skriften.

Månens sind. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, wowowow i en altings altforsvævende krydsning. Sådan er det. Sætningerne er et hav. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Mørket kaldte vi mørket. Jeg var i din krop, og du? Bag stemplerne. Her er dagen allerede langt foran mig. Ikke. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

For hvert lag af betydning i stenene. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg er på den anden side af havet.

Var det markerne? Vi har gardiner. Du siger noget om solen. Når vores kroppe er hinanden.

Du trak de yderste. Jeg havde glemt den. Når dit navn igennem sandet. Som nu i morges: Gik vi igennem bjerge af langsommelighed?

At forvandle dette rum til et andet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Dine sætninger. Du trak mig med til de yderste bjerge. Jeg forsvinder. Trak jeg de yderste? Intimiteten, skriften. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Afsavn. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: De bløde bakker udenfor byen.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

På et stort stykke hvidt papir. I læberne og i huden. Er du på den anden side af havet? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Uforståelige sætninger at klæde sig i.