Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg forsvinder ikke. Jeg tror, du havde glemt den der. Det handler om overfladen. Mørket kaldte vi bare for mørket. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når du siger mit navn, svarer min krop. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Havde du en sten? Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Sidst, i morges.

Ordene, små toppe af skum. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Farvede lidt sort i din ørken. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Hvilken nat fulgte efter natten? De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Nætterne. Ugerne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvilken nat fulgte efter natten? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Stjernekontinent. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Ilden. Provinsen og gågadens sange.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op.

Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Lysene lyste. Den afklarede himmel.Den afklarede himmel. Den afklarede himmel. Den afklarede himmel. Det her er ingen leg. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Der lå figner på jorden. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Du ville sige noget, du tav. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Du, du venter en sweet sol.Du, du venter en sweet sol. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Blæste det virkeligt? Det var før du kunne forsvinde.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.