I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Træerne. Jeg, den skrøbelige sandhed. Zeitgeist. Shit. Show. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Jeg læste dine linjer På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Giver det mening? Hvad skal vi stille op med den blide himmel?

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Om andre lande, andre folk. Provinsen og gågadens sange. Bøgerne tegnede deres egen retning. Var der virkelig ild et sted? Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!

Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sætningen løb videre igennem kæben. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Og vi vågnede. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow!

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Om andre byer, andre verdener. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. I dagen var en nær stemme næsten vågen. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Dine sætninger. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.