I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Træerne. Jeg, den skrøbelige sandhed. Zeitgeist. Shit. Show. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.