Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsavn. Udsagn. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. At tale var blevet uoverskueligt.

At tale var blevet uoverskueligt. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Der var noget som åbnede sig. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Grå. Som at læse glemte aviser. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg skriver dagen igang, stille. I månen – wowow – viser natten sine inderste tricks. Det gør ikke noget. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. Zeitgeist. Shit. Show. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg var nøgen i de dage. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Bagefter sad jeg i timer og læste.Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bagefter sad jeg i timer og læste.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvem var det, der skrev: Et brev. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Stod imod, men skrev: intet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Farvede lidt sort i din ørken. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Du må forsvinde. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Jeg skriver dagen igang, stille. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.