Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sætningerne er et hav. Idealet, sagde den gamle hund, er en mumlende idiot ved daggry.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det dybeste af alt er huden? Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Ørken, min elskede och darkness i de grønne glas. Ikke var muligt at komme derind. Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Sad jeg alene?

Var jeg stille? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg er på den anden side af havet. På en rude.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Havde du kysset en anden?Havde du kysset en anden? Havde du kysset en anden? Sådan svarede du. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Hvem var det, der skrev: Solstorm. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Et brev. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Solens sind. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg har skrevet et kort til dig. Har vi de samme øjne? Det her er ingen leg. Hvirvlende, stirrende, syngende.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Tågen i skovene i udsigten.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.