Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Uforståelige sætninger at klæde sig i. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Dine diamanter lyser i min mund. Vi bliver verden.Vi bliver verden. Vi bliver verden. Vi bliver verden. Sådan svarede du. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Det var ikke markerne jeg kom fra. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du siger noget om solen.

På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Da blev jeg bange. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Trak jeg de yderste?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Du trak de yderste. Et genert rum, et intimt rum. Jeg fortæller jeg fór vild i den ørken.

Under den blå, blå himmel.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sådan her sejlede mine nætter. Sætningerne er en ørken.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Dine grene skygger for min mund. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Sådan er det. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.