Dine diamanter lyser i min mund. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du kan være i dette landskab. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Bag træerne. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Skyen skjulte noget for fuglene. Og vi vågnede. Gennem hullet i hegnet. Grå. Et brev. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var der virkelig ild et sted? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Gennem hullet i hegnet.

Jeg læste dine linjerJeg læste dine linjer Jeg læste dine linjer Oppe på bakken. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Over murbrokkerne. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Udsigten var håbløs. Hvilken nat fulgte efter natten?

Hvilken nat fulgte efter natten? Den sindssyge himmel. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Sådan er det.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Sætningerne er et hav. Kalken. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Ikke søge ly. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.