Muren omkring ordene. Over murbrokkerne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Oppe på bakken. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Har vi de samme øjne?

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Giver det mening? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Mørket kaldte vi bare for mørket. Solens sind. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Du trak de yderste. Det der blæser. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det tøj er min krop på min krop. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Sådan er det. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Afsavn. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Nordlysets sitren i din stemme. Træerne. Udsigten var håbløs. Under den blå, blå himmel. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Oppe på bakken.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Dagene. Ugerne. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sætningerne er et hav. Grå.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Derinde bag skoven. Træerne.

Den sindssyge himmel. Kan jeg være i dette landskab? De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Som at læse glemte aviser. Der var noget som åbnede sig.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. At forvandle dette rum til et andet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.