Over murbrokkerne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Du, du. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.
Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.
Blæste det virkeligt? Kalken. På en rude. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Bordet vipper. Dine diamanter lyser i min mund.
Jeg skrev intet ned i den periode.
Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.
Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Kullet. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.
I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Sådan noget.
De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Muren omkring ordene. For hvert lag af betydning i stenene.
Luften og jordens sange. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Det dybeste af alt er huden? Om andre byer, andre verdener. Afsavn. Udsagn. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.
Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
For hvert lag af betydning i stenene. Der var noget som åbnede sig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.
På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
Kan jeg skrive sådan? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Solstorm. Kan jeg skrive sådan? Stjernekontinent.
Det er bare. Jeg skriver dagen igang, stille. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Ilden. Farvede ordene milde. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.
Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.