Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Ilden.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider.

Og vi vågnede. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Min ene pen er rød og den anden sort.

Vi har hverken gardiner eller travlt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Hvorfor stille sig i det meningsløse, i det langsomme? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Dagene. Ugerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Og vi vågnede. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Det var ikke skovene jeg kom fra.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Solens sind.Solens sind. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Dine diamanter lyser i min mund. Blå. Du må ikke forsvinde. Tågen i skovene i udsigten. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningerne er et hav. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.