I bussen skrev jeg en sms til dig. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg tror, du havde glemt den der. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Der var noget som åbnede sig. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. At forvandle dette rum til et andet. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Gennem hullet i hegnet. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Sad jeg? Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Hvad skulle glemmes?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Har vi de samme øjne? Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Har vi de samme øjne? Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. En flamme slog op af min hals. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Nordlysets sitren i din stemme. Stolen jeg sad på knirkede i solen. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

Når du siger mit navn, svarer min krop. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.