Hvad tæller du til? Ikke var muligt at komme derind. Afsavn. For hvert lag af betydning i stenene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Kan jeg være i dette landskab? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Skyen skjulte noget for fuglene. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Altid er det dette langsomme blik.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du siger noget om solen. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Grå. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sådan noget. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg skrev intet ned i den periode. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Bag træerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sådan er det. Og en anden dag: Rifterne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg tror, du havde glemt den der.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg tror, du havde glemt den der.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Intimiteten, skriften.

Vi har hverken gardiner eller travlt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Altid er det dette langsomme blik.