Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Udsigten var håbløs.

Og vi vågnede. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Afsavn. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Et brev.

Giver det mening? Ord. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Hvad skulle glemmes? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Som nu i morges: I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I bussen skrev jeg en sms til dig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Min ene pen er rød og den anden sort. Sætningerne er et hav.

Glashænder. Uforståelige sætninger at klæde sig i Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Stod imod, men skrev: intet.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Sad jeg alene? Ikke glemme floderne i ørerne. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Og vi vågnede. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvad tæller du til? Du trak mig med til de yderste bjerge. For hvert lag af betydning i stenene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I læberne og i huden.

Jeg forsvinder. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. På et stort stykke hvidt papir.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeg forsvinder. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.