Når du siger mit navn, svarer min krop. Har vi de samme øjne?

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Udsigten var håbfuld. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bagefter sad jeg i timer og læste. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Er du havet? Du siger noget om solen. Var der virkelig ild et sted?Var der virkelig ild et sted? Var der virkelig ild et sted? Svarede du?

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Solstorm. Alting ligger bag alting. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

At forvandle dette rum til et andet. Er du på den anden side?

Træk sletterne helt ned til klipperne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg ser dig. Uden grund. At forvandle dette rum til et andet. At forvandle dette rum til et andet.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Der hang figner henover udsigten.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Solstorm.Solstorm. Solstorm. Solstorm. Solstorm. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Ord. Ord.Ord. Ord. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg skrev intet ned i den periode. Bordet vipper. Om andre byer, andre verdener.

Luften og jordens sange. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne