Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som nu i morges: Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bordet vipper.
Du må ikke forsvinde. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.
Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Min ene pen er rød og den anden sort.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Intimiteten i skriften Ilden. Ordene, små toppe af skum.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Dagene. Ugerne.
Sådan er det. Ilden. Jeg skrev intet ned i den periode.
Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Et genert rum, et intimt rum. Og en anden dag: I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Kalken.
Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.
Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Var der virkelig ild et sted?
Dagene. Ugerne. I læberne og i huden. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;
Grå. Giver det mening? I bussen skrev jeg en sms til dig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.
På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.
I bussen skrev jeg en sms til dig.
Når du siger mit navn, svarer min krop. Har vi de samme øjne? Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Det var ikke skovene jeg kom fra.
Og dén himmel; det var en sindssyg dag.
Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. For hvert lag af betydning i stenene. Dine diamanter lyser i min mund. Her er dagen allerede langt foran mig. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.