Har vi de samme øjne? Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Oplæsning for intetheden.

Jeg skriver dagen igang, stille. Glashænder. Kan jeg skrive sådan?

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Som om der var nogen, der ikke kunne glemme de ord, de bevægelser med hånden, sådan.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Brændte det friske løv virkeligt? Ordene, små toppe af skum. Jeg har skrevet et kort til dig.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Kan jeg skrive sådan?

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Har vi de samme øjne? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Notesbog. Beskydning. Sandet. Bagefter sad jeg i timer og læste. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Verden og dens lytten til sig selv.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Var det markerne? Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg elsker at se dig.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Nætterne. Ugerne. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg skriver dagen igang, stille. Månens sind.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Du siger noget om solen. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Et genert rum, et intimt rum. Der var intet som skulle glemmes.

Nordlysets sitren i din stemme.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Sådan er det. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Sætningerne er et hav. Det gør ikke noget. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.