Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Skyen skjulte noget for fuglene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du siger noget om solen.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Var disse linjer virkeligt virkelige? I bussen skrev jeg en sms til dig. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Det er bare.Det er bare. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Sådan er det. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Der åbnede sig. Det var før du kunne forsvinde. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Hvad skulle glemmes?

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Et genert rum, et intimt rum. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg har skrevet et kort til dig. Vores land.

Kan jeg skrive sådan? Ikke. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Gennem hullet i hegnet. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Vi, vi.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Sådan svarede du. Det var ikke skovene jeg kom fra. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Dine. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Havde du fundet en grøn sten? Grå. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Oplæsning for intetheden.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg kunne mærke dit hjerte.

Sad jeg alene? På et stort stykke hvidt papir. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Lyset i ørknen i udsigten.