Var jeg stille? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Savn. Her er dagen allerede langt foran mig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Farvede ordene milde. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Hvad skulle glemmes?

Noter. Beskrivelser. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Det handler om overfladen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Muren omkring ordene.Muren omkring ordene. Muren omkring ordene. Muren omkring ordene. Muren omkring ordene.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sådan svarede du. Jeg skriver dagen igang, stille. Intimiteten i skriften.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. For hvert lag af betydning i stenene. Jeg er på den anden side af havet.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg skrev mig vild i de dage. At tale var blevet uoverskueligt. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Et genert rum, et intimt rum. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

I læberne og i huden. Sådan svarede du. Jeg tror, du havde glemt den der. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Luften og jordens sange. Er du på den anden side af havet? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Og ord. Skriv mig ind i dine læber. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Det handler om overfladen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.