Sådan så mine drømme ud.

Sådan svarede du. Det generte i skriften. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg, den skrøbelige sandhed.

Du trak de yderste bjerge. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne.

Derinde bag bjergene. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Under den grå, grå himmel. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Du, solen. Dagene. Ugerne. Du siger noget om solen.

Det dybeste af alt er huden? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Muren omkring ordene. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Altid er det dette langsomme blik. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Oplæsning for intetheden. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. For hvert lag af betydning i klipperne. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Mørket kaldte vi bare for mørket. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Du kan være i dette landskab.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Jeg har skrevet et kort.

Skovene. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer. Provinsen og gågadens sange. Kan jeg skrive sådan? Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket.

Muren omkring ordene. Dine diamanter lyser i min mund. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I bussen fulgte en samtale fraværet op. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Altid er det dette langsomme blik. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Oplæsning for intetheden. Sætningerne er en ørken. Jeg skriver dagen igang, stille. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg var nøgen i de dage. Jeg, jeg. Det er vinden gennem sivene. Jeg havde glemt den.

Dine diamanter lyser.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Det var ikke skovene. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg havde glemt den. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Bagefter sad jeg i timer og læste. Altid er det dette langsomme blik. Men mit sprog er et landskab. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.