En nat faldt giraffer ud af drømme. Gik vi igennem bjerge af langsommelighed? Jeg er gået i stå på tærsklen til natten.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Taster en sætning i mørket, i lyset. Mening? Jeg og dit hjerte. Derinde bag bjergene. Dine diamanter lyser i min mund. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. En.

Stolen jeg sad på knirkede i natten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Træerne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg hader at vågne og se dig vågne.

Indimellem nogle ord. Vi, hudløse.

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Som at skrive i nye aviser. Jeg var din krop. Du siger noget. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Trak du de yderste bjerge?

Trak jeg de yderste bjerge? Sammen lå vi og kortlagde: Har vi øjne? Her er natten allerede langt bag mig. Regnen, vinden imellem dine læber.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Det var ikke skovene. Vigtigste. Jeg skriver natten i gang, stille. Et genert, et intimt rum. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Havde du fundet en grøn sten? Tågen i skovene i udsigten. Jeg forsvandt. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Kan jeg skrive? Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Trak du de yderste bjerge? Diamanterne. Sammen lå vi og kortlagde: Dagene. Ugerne. Du må ikke.

Lysene lyste.

Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Udsigten var håbløs.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Vi, øjne? Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. I natten, en fjern stemme, søvn. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.

Vi i det glitrende.

Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Jeg hviskede ind i din drøm. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Så trak dagen langsomt på øjne. Det her er ingen leg. Det tøj er min krop på min krop. Er det? Under den blå, blå himmel.

Jeg tænker smukke øjne. Træerne. Vores. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Det tøj er min krop på min krop. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg forsvinder.

Ikke. Som nu. Farverne. På havet.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Den bekymrede er ude af sig selv. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Det ,der hænger.

Hvad med den himmel? I hver med mig videre.