Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Det var ikke skovene. Vigtigste. Jeg skriver natten i gang, stille. Et genert, et intimt rum. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Havde du fundet en grøn sten? Tågen i skovene i udsigten. Jeg forsvandt. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.