Afsavn. Udsagn. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

At tale var blevet uoverskueligt. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Bag træerne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Under den blå, blå himmel.

Udsigten var håbløs. Lysene lyste. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Zeitgeist. Shit. Show.

Luften og jordens sange. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. Afsindighed. Udsalgsvarer. Min ene pen er rød og den anden sort. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Der var noget som.

Min ene pen er rød og den anden sort. Min ene pen er rød og den anden sort.

Jeg skriver dagen igang, stille. Blæste det virkeligt? At tale var blevet uoverskueligt. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Det dybeste af alt er huden?

Det gør ikke noget. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Jeg skrev intet ned i den periode. Silicium. For hvert lag af betydning i stenene. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Stolen vipper.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Træerne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Du skrev ikke længere. Som at læse glemte aviser. Intet, jeg modtog intet. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Vidste du? I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Stod imod, men skrev: intet. Her er dagen allerede langt foran mig.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg ryster en tilfældig bog. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Bag træerne. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Havde du fundet en grøn sten?

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Farvede et sår i dit første ord. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Dagene alene på landet.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Derinde bag ordene. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Regnen, vinden imellem dine læber. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Muren omkring ordene. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.