I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg ryster en tilfældig bog. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Bag træerne. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Havde du fundet en grøn sten?