Vi stod og lyttede. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Søge ly i den flod. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Det gør ikke noget. Alting ligger bag alting. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Gennem hullet i min hjerne. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Din krop? Jeg skriver natten i gang, stille. Det giver mening. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Over murbrokkerne. Vi er en samtale bag øjnene. Ikke var muligt at komme derind. Intet ligger bag intet.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Skyen skjulte noget for fuglene. Dette hurtige blik imod vandet. På en mur.

Udsigten var håbfuld. Ikke. Som en håndflade uden kød; lyset og skyggerne, der falder igennem den. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg var i morges. På en skærm. Under den blå, blå himmel. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores. Landskab? De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Du flasher dine moves i den lysende nat. Udsagn. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl. Vi er det sarte, de stille. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Jeg ville gerne give dig mine. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan.

Hvad skal vi med den voldsomme? Udsigten var håbløs. Sandet var forsvundet. Dette tilfælde: Skyggerne skyggede. Vi har øjne. Over murbrokkerne. Jeg var nøgen. Jeg, jeg. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Hvad skal vi med den voldsomme? Et sted er der en. Som at læse glemte aviser. Jeg har skrevet et kort. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Det giver mening. Jeg tegnede din hud på alting. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Havde du en sten?

Skyen skjulte noget for fuglene. Vores. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Jeg havde glemt den.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sådan? millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Forsvinder ikke. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det jeg kom fra.. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Jeg i dit hjerte.

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. På havet.

Det?

Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Det var dine læber. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Det handler om. Du, dine øjne. Jeg ville gerne give dig mine. Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Forsvinder ikke. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Trak du de yderste bjerge? Bag stemplerne.

Du må ikke.

Vi, de mindste detaljer. Jeg i den ørken.

Og stoffernes sammensmeltninger. Jeg ville dig.

Jeg, jeg. Vi har øjne.

Du, dine øjne. Er du på den anden side? Jeg var din krop.

Det var skovene.

Det handler om. En nat faldt giraffer ud af drømme. På et stort stykke hvidt. Der var en morgen, et stykke af himlen. Jeg kunne glemme det, der glemmes. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. At dette andet. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Du må ikke.

Jeg har plads i min hud. Var du nattens fortvivlede stilhed?