Nede ved havet. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Under den grå, grå himmel. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Vi sad alene i natten. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Solens pind.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Hvilken nat fulgte efter natten? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Dine grene skygger for min mund.