Skyen skjulte noget for fuglene. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Over murbrokkerne. Har vi de samme øjne?

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

…brb… At tale var blevet uoverskueligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer. Brev i april. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Et brev. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Jeg var din krop. Jeg tror, du havde glemt den der. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Tingene tøver. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Det er bare.

Det er bare. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.

Du siger noget. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Regnvejrsmeteor. En flamme slog op af min hals. Det er bare.

Dagene alene på landet. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.