Jeg var din krop. Det dybeste af alt er huden? Kalken. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Du skrev ikke længere. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Der i kroppen. Brændte det friske løv virkeligt? Nordlyset tøver i vores stemmer. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Vi, øjne.