Men mit sprog er ikke fjendtligt. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vi er det sarte, de stille.

Jeg er på den anden side.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

At tale var blevet uoverskueligt. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Lysene lyste. Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

I bussen fulgte en samtale fraværet op.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du i mit vindue, i min vindueskarm. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Idealet, fnyser de slidte mure, er ikke nødvendigvis sammenhæng og pop. Ordene, syrlige rifter af blod.