Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Regnen, vinden imellem dine læber. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Muren omkring ordene. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.