Stolen jeg sad på knirkede i natten. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Træerne. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg hader at vågne og se dig vågne.