Var der virkelig ild et sted?

Hver dag gled med mig videre. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg var din krop. Glasdråbehænder. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Stolen vipper. Brev. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Når du siger mit navn, svarer min krop. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Oplæsning for intetheden. Et brev. Afsavn. Udsagn. Jeg har plads i min hud. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Bussen skrev til dig. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sandet. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg skrev intet ned i den periode. Var det markerne? Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Vi, gamle tanker om stilheden. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.