Det dybeste af alt er huden? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Muren omkring ordene. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Altid er det dette langsomme blik. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.