Jeg kunne mærke dit hjerte. Altid er det dette langsomme blik. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Oplæsning for intetheden. Sætningerne er en ørken. Jeg skriver dagen igang, stille. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).