Jeg havde glemt den. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Nu driver mine visioner ud af tangenter og tastaturets heftige, heftige lys. Bagefter sad jeg i timer og læste. Altid er det dette langsomme blik. Men mit sprog er et landskab. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.