Den højrenationale himmel. Som at skrive i koder. Blå.
 
Solens pind. Diamanterne. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Jeg skriver dagen igang, stille. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Du skrev et sår i min fremtid. Tingene tøver. Men mit sprog er ikke fjendtligt. I bussen fulgte en samtale fraværet op.
 
Var sætningerne et skred af betydning? Sætningerne er et hav. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Rifterne. Et rum, et rum. Har vi øjne?
 
Regnen, vinden imellem dine læber. De yderste kyster, en grøn sten.
 
Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Jeg forsvinder ikke. Der var intet som skulle glemmes. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Jeg skriver dagen igang, stille. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.
 
Farverne. Den sindssyge himmel.Den sindssyge himmel. Den sindssyge himmel. Den sindssyge himmel. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge.

Der var noget som åbnede sig.Der var noget som åbnede sig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Notesbog. Beskydning. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

Der var intet som skulle glemmes. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Var det skovene du kom fra? Alting bag alting. Mod de yderste bjerge. I huden. Bagefter, henover en tøven. Jeg havde glemt den. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Bag træerne.
 
Og vi vågnede. Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. I dagen var en nær stemme næsten vågen. …brb… Et genert rum, et intimt rum. Der var et script der skyggede for solen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Rundt omkring stod bjerge af andres ord.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder. Farvede ordene milde. Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Diamanterne. Det her er ingen leg. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.
 
Farverne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.