Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Sad jeg alene? Lå vi. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Ikke floderne i ørerne. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Er du havet? At se dig. Du siger noget om solen. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg skrev i en stråle af sol.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Ring til mig uden grund. På et stort stykke hvidt papir. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Skriv mig ind i dine læber. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Der var noget som åbnede sig.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Alting ligger bag alting. At forvandle dette rum til et andet.

Jeg var i din krop, og du? I huden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

I læberne og i huden. Når min krop. At forvandle dette rum til et andet. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Rifterne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Jeg tænker smukke øjne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter At forvandle dette rum til et andet.

Jeg tror, du havde glemt den der. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Vi har de samme øjne. Sådan svarede du. Nu er der en uro i kroppen. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.