Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste dine linjer Muren omkring ordene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Jeg læste dine linjer Der løber ord ud af min hud.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. De vigtigste. Mørket kaldte vi bare for mørket. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Intimiteten i skriften. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

Og en anden nat: I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Lysene lyste. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Uforståelige sætninger at klæde sig i Oplæsning for intetheden.

På en rude. I bussen skrev jeg en sms til dig. Tingene tøver. Der var noget som åbnede sig. Solstorm. Brev i april. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Farvede ordene milde.

Intimiteten i skriften Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Oplæsning for intetheden.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Afsavn. Udsagn. Glashænder.

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Over murbrokkerne.