Ikke glemme floderne i ørerne.

Sætningerne er et hav. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Afsavn. Udsagn. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Verden og dens lytten til sig selv. Jeg bladrer i en tilfældig bog. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Sandet. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.