Glashænder. Det er bare.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Uforståelige sætninger at klæde sig i Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Stjernekontinent.

Dine sætninger. Min skrift er farvet af sig selv.Min skrift er farvet af sig selv. Min skrift er farvet af sig selv.

Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg har skrevet et kort. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Du må ikke forsvinde.Du må ikke forsvinde.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Træk mig helt ned. Uden grund. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Jeg læste dine linjer Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Der var noget som åbnede sig. Var jeg stille?

Som nu. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Var disse linjer virkeligt virkelige? Giver det mening? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. At tale var blevet uoverskueligt.

Intimiteten i skriften

Jeg ville dig. Luften og jordens sange. Sådan svarede du. I hver dag gled rester af betydning med mig videre I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Luften og jordens sange. Når du siger mit navn, svarer min krop.