Det tøj er min krop på min krop. Det gør noget.
 
I læberne og i huden. At sværme i den flydende luft som en klingende sætning som klynger en krop ud af sig selv og synes nøgen. Derinde bag ordene. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. De vigtigste. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Nu er der en uro i kroppen.

Og vi vågnede. Giver det mening? Var det skovene du kom fra? De vigtigste. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Jeg tror, du havde glemt den der.

Der var intet som skulle glemmes. Det var ikke skovene jeg kom fra. Sandet i mine tanker. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Sad jeg alene?

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg var nøgen i de dage. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Sådan er det. Ring til mig uden grund. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg tror, du havde glemt den der.

Asfalt. Ubeslutsomhed. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Regnvejrsmeteor. Brev i april. Det dybeste af alt er huden. Men mit sprog er et landskab. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Et sted, forsigtigt. Vi har gardiner. I det tidlige: æggemaden, tomaterne, den kolde øl. Det er bare. Sandet var forsvundet. Din kjole går op i øst og ned i vest. Hver morgen: Wow!

Sandøjne. Ikke. Hvad vil disse knuste sætninger? Men noget blev i de tomme haller.

Ring til mig. Svarede du? Rifterne, rifterne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Kan jeg skrive sådan? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Sådan er det. I min mund. Jeg i den ørken. Du, dette landskab.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Jeg skriver dagen igang, stille.