Der var intet som skulle glemmes. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden.

Hvad tæller du til? Var det markerne du kom fra?

Der var noget som åbnede sig. Var jeg stille? Jeg er på den anden side af havet. Som nu i morges:

Kan jeg være i dette landskab?

Du i mit vindue, i min vindueskarm. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Nu er der en uro i kroppen. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Der var noget som åbnede sig. Jeg skrev intet ned i den periode.