Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Men mit sprog er et landskab. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Noter. Beskrivelser. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Ring til mig uden grund. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du ville sige noget, du tav.

Derinde bag skoven. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Var det markerne du kom fra? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Var det skovene du kom fra? Ved en sten: Hver dag gled med mig videre.Hver dag gled med mig videre. I læberne i huden. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Kan jeg være? Vi har gardiner.Vi har gardiner. Vi har gardiner. Vi har gardiner. Vi har gardiner.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Jeg var i din krop, og du?

Vidste du det? Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Var jeg stille? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Giver det mening? Hvad skulle glemmes? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg skrev intet ned i den periode.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Du kan være i dette landskab.Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg skrev mig vild i de dage. Luften og jordens sange. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Ordene, små toppe af skum. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.